Jeg har et vildt væsen indeni. Som et barn opvokset blandt ulve.

Jeg har et vildt væsen indeni. Som et barn opvokset blandt ulve.
Det river i mine følelser, rusker mig vågen, når jeg træder i blinde.
Det kravler i mine fødder, kradser i jorden, så mine negle bliver sorte.

Det hviner af lykke og begejstring, når de første sne-fnug falder,
det pulserer gennem skoven i tusmørket uden et ord, det lever af sorg og skønhed. Det bobler over af latter, det har ingen hemmeligheder men det skriger sin sandhed igennem mine tanker.
Det raser i mine blodbaner og siver ud af mine tårer, altid tilstede.

~~~

Det hvisker omsorgsfulde ord og rasende forbandelser.
Det visner og falmer blegt, når jeg ignorerer det, og skubber det langt bort i mine indre kroge. Der sidder det … nedslået og forladt.

Indtil jeg indser, at det væsen det er mig. Det vilde væsen indeni.
Det er min livsgnist, min passion, mit geni og min galskab.
Jeg behøver ikke skamme mig over dette væsen – ejheller frygte det.

Hvis jeg sætter det i et bur af strikse regler, kontrol, censur og skjul,
så misser jeg muligheden for at leve i ekstasens kaotiske magi.
Hvis jeg dømmer det for vildt og uregerligt, så dømmer jeg mig til forfald, konformitet, ligegyldighed.

~~~

Den vilde kvinde som jeg er, danser i momentet med et åbent hjerte.
Hun lærer mig hver dag om mit eget potentiale, min indre rigdom, min uudtømmelige energikilde og min egen magi.

Hun råber skingert næsten som i et ulvehyls tuden:
Du er ikke her for at adlyde.
Du er ikke her for at lade dig kontrollere.
Du er her ikke for at efterligne de andre.

Du er HER lige nu, i et prægtigt kosmisk kaos fyldt med storslåede bedrifter og dybe rejser, som kun du kan tage imod.

Jeg elsker den vilde kvinde, der aldrig gør som der bliver sagt.
Der altid insisterer på vild, intens lykke og lidenskab, ægte og rå kærlighed og uendelige sødmefyldte kys under stjernernes vrimmel.

Stay wild.
Britta Baumann