Mig: Hej Gud. Gud: Hej…
Mig: Hej Gud.
Gud: Hej…
Mig: Jeg falder fra hinanden. Kan du sætte mig sammen igen?
Gud: Det vil jeg helst ikke.
Mig: Hvorfor?
Gud: Fordi du ikke er et puslespil.
Mig: Hvad med alle de brikker i mit liv, der falder til jorden?
Gud: Lad dem være der et stykke tid. De faldt af af en grund. Lad dem være der et stykke tid, og beslut dig så for, om du skal have nogen af de stykker tilbage.
Mig: Du forstår det ikke! Jeg brækker midt over.
Gud: Nej, du forstår det ikke.
Du udvikler dig.
Det, du føler, er vokse-smerter.
Du slipper af med de ting og mennesker i dit liv, der holder dig tilbage.
Brikkerne falder ikke ned.
Brikkerne bliver sat på plads.
Slap af.
Tag en dyb indånding og lad de ting, du ikke længere har brug for, falde væk.
Hold op med at klamre dig til stykker, der ikke længere er for dig.
Lad dem falde.
Lad dem gå.
Mig: Når jeg begynder at gøre det, hvad vil jeg så have tilbage af mig?
Gud: Kun de bedste stykker af dine.
Mig: Jeg er bange for at ændre mig.
Gud: Jeg bliver ved med at fortælle dig:
DU ÆNDRER DIG IKKE! DU ER VED AT BLIVE!
Mig: At blive, hvem?
Gud: At blive den, jeg skabte dig til at være!
En person af lys, kærlighed, næstekærlighed, håb, mod, glæde, nåde og medfølelse.
Jeg skabte dig for så meget mere end de overfladiske stykker, du besluttede at pryde dig selv med, og som du klynger dig til med så meget grådighed og frygt.
Lad de ting falde af dig.
Jeg elsker dig!
Du skal ikke ændre dig!
BLIV.
Bliv til.
Bliv her!
Du skal ikke ændre dig!
Bliv lige her!
Bliv den, jeg ønsker, du skal være, den jeg skabte. Jeg bliver ved med at fortælle dig dette, indtil du husker det.
Mig: Der røg et stykke mere.
Gud: Ja. Lad det være sådan her.
Mig: Så… jeg er ikke gået i stykker?
Gud: Nej, men du bryder mørket, som daggry. Det er en ny dag.
Bliv!!
Bliv den du virkelig er!!”