Kom ud af dit hoved.

Jeg er vant til at ændre kurs,
alt efter hvad mit hjerte og min sjæl bliver enige om.
Nogle gange kan det godt føles en smule trættende,
slidsomt for mit lille menneskevæsen at jeg altid drages af hjertet.

For hjertet er ikke logisk. Det er ikke lineært, fornuftigt eller styret af nogetsomhelst ydre. Det har sit indre, bløde landskab, som er uendeligt dybt, ja – som aldrig ender.

Så jeg ved min rejse gennem livet vil være foranderlig,
dybest set er det jo også det, jeg ønsker mig af livet.
Ikke at stivne, visne eller gå på endeløse kompromisser med mig selv. Jeg har jo intet andet valg end at være i hjertet.

Har prøvet at bo i mit hoved. Det føltes faktisk godt, let – det var som om, jeg kunne finde alle løsninger. Jeg sad deroppe i kontroltårnet og følte mig som en dronning.

Men ikke en Hjerter Dronning. Og det er den, jeg er.
Jeg kan simpelthen ikke være i en opsplittet version af mig selv.
Ikke engang selvom det både gav mig rigdom, prestige, fine titler og fine ting. Det var en god position at sidde der og kunne overskue alting.

Men det var sgu også røv-kedeligt at tænke sig igennem tilværelsen.
Organisere og strukturere mine dage. At låse mig selv fast i en illusorisk lænke af tryghed og kontrol. Hvor var livet?

Jeg var da stadig mig … men når mit hjerte hviskede: “jeg er ikke glad, jeg har ikke lyst”, så tyssede min hjerne og sagde: “Hør nu her lille skat, jeg gør jo det her for dig, så du kan føle dig tryg og sikker. Stol på mig.” Som enhver følsom mor pakkede min hjerne min hjerte ind i vat for at passe på det.

Men mit hjerte blev vildere og vildere. Det gjorde oprør. Det legede til at det var sort og tomt. Det flygtede helt ind bagerst i brystkassen, og planlagde en revolution.

Det ville omvælte hjernen. En ellers god ven, der var blevet en smule for magtsyg eller overbeskyttende, kald det hvad du vil.

Hjertet talte sit magiske sprog til kroppen, som altid lytter til hjertets visdom. Kroppen blev træt. Den blev doven. Ugidelig. Hjernen var ved at koge over af energi, men hverken hjertet eller kroppen svarede på alle de smarte strategier og kommandoer, der fløj som gnister fra oven.

Der var kun:
RO.
STILHED.
STILSTAND.
INTET ANDET.
….
…
…

STADIG INTET
HELT ÆRLIGT !!!

Hjernen prøvede nye strategier. Sagde den ville geare lidt ned. Prøve noget nyt. Men hjertet og kroppen havde hørt det hele før.

TALK TO THE HAND.
Bogstaveligt talt —- ingen andre lyttede.

FRUSTRATION.
VREDE.
ANGST.
DEPRESSION.

Det råbte hjernen i afmagt – det prøvede at forskrække hjertet til at banke igen. Men hjertet var stille. Kroppen ligeså.

De vidste udmærket godt, at det blot var skræmmestrategier.
Der var intet ude af balance, ingenting galt.
Det var bluff.

Tilsidst gav hjernen op. Den sagde: SKID PÅ DET !
Så lad os ligge her og stirre på trækronernes leg med vinden.

Og de stirrede. I stilhed. På vindens leg i bladene. På fuglenes flugt over himlen. På de sejlende hvide skyer deroppe.

Kroppen vågnede … tårer løb ud af øjnene. Fordi det var så smukt.
Træernes dans i stormen rørte hjertet, som blidt hviskede til kroppen: Se min ven … mærk nu her. Er det ikke vidunderligt?

Hjernen lyttede med og mærkede en salig fred. Et barns suk af lykke. ÅH altså – det er jo såre simpelt. Jeg er et barn af vinden. Af vandet. Af jorden og af ilden. Jeg er et barn af spirit.

Alt begynder igen med et vindpust i hjertet.
Luftrum.
Plads.
Tomhed.
Frihed.

Jeg vil fylde mit væsen med Naturen. Musikken. Poesien. Magien. Jeg vil fyldes af Kærlighed. Latter. Lykketårer. Kram. Inspiration. Stilhed. Hjemmelavet mad. Masser af pelsbørn. Bøger. Familie, Kys … ja, det er så let at blive ved med at løbe med hjertet.

Mit hjerte kender min sjæl. Jeg elsker min sjæl. Den er så nem at begejstre. Den kræver intet andet end det, der møder mig på min vej. Den kan finde lykkegnister overalt. “Se nu der” råber den ivrigt – “et orange blad på bøgen, uuuuh efterår”. Det er lykke for min sjæl.
Et orange blad. JA !

Jeg falder ind i kærlighedens uendelige rum med min sjæl.
Mit sande hjem.

Behold de dyre biler. Hvad skal jeg med dem?
Behold de smarte, dyre møbler – mine hunde og katter kan bedre lide bløde huler.
Behold illusionen om det perfekte look, titlerne, prestigen, alt det der blinker til egoets ravne …

Jeg har alt det, jeg elsker – lige HER.
Indefra og udad. Jeg elsker også mine ting. De er jo valgt med hjertet. Min gamle bil, der er fyldt med hundehår.
Min stærke økonomi, som jeg selv har skabt fra bunden med mit eget hjertebankende virke. GU ELSKER JEG DET.

Men jeg er mere forelsket i mit hjerte. Det stærke bankende, levende og frie væsen der bor deri. Som intet forlanger, som intet kræver fordi det allerede er så fuldt, at det automatisk løber over af ren magi hver eneste dag. Det spejler naturen selv. Overfloden. Friheden.

Vælg dit spejl med hjertet – og du vil aldrig føle dig fattig, forkert, grim, uværdig eller som en fiasko. Dit hjerte vil altid lede dig til din sande succes.

Britta Baumann