Gudindens Gyldne Æra

Tiden er atter kommet, Gudinden er vendt tilbage.
Hun er vågnet fra sin dvale og hun skridter i dette øjeblik gennem hvælvet i kosmos for at forbinde sig med dig.

Denne urskabning, dette ældgamle universelle kraftvæsen, der er blevet forfulgt, jaget, undertrykket, kuet og skammet væk fra vores bevidsthed … hun har nu krydset galakser og stjernestorme for at give dig din kraft tilbage.

Sole eksploderer i hendes kølvand, stjerner sprutter af lysglimt, når hendes væsen hvirvler gennem deep space i højhastighed for at vende hjem – i dit hjerte, i din sjæl, tilbage i dit blod og dine knogler.

Gudinden er HER.

Du skal ikke frygte mere. Du skal ikke skjule din egen kraft længere. Du skal ikke skamme dig over din dybde, din vildskab, din stemme.
Skru ikke ned for din energi, dit lys og giv ikke din power væk, vær ikke tavs og passiv fordi du ikke føler dig tryg.

DU ER BESKYTTET NU.

Gudinden installerer Den Gyldne Æra, Den Gyldne Tid og hun kalder på Den Nye Tids Healere – de mennesker, der er klar til at træde i virke som intelligente, oplyste og sandhedssøgende mennesker. FRIE INDIVIDER.

Mennesker der ærer og respekterer sit kald og har tillid til at Gudinden returnerer balancen, renheden og bevidsthedsskiftet så vi alle kan træde ind i vores retsmæssige paradis her på jord.

Hun kommer med en indre ild, så stærk som vulkanske udbrud, et oprør mod gamle strukturer og forældede systemer, der blot holder folk fanget – hun er en frigører, en lyskriger, en kærlighedsmoder.

Hun er alle paradokser samlet i ét balancepunkt. Hun er i Alting. Hun er i alt liv – og hun er kommet for at elske Det Guddommelige Maskuline så intenst, så passioneret og lidenskabeligt at han smelter – ind i hendes favn og ind i hendes væsen. De kollapser ind i hinanden og i et elskovsbrøl opstår Den Nye Verden, hvor alting vokser frodigt fra. Alt er nøgent, sårbart, fuld af styrke og power – tindrende rene vibrationer hvori alle frekvenser favnes som guddommelige udtryk for liv.

Her er vi alle dronninger og konger. Her er vi ledere af hjertet, kroppens templer og sjælens fartøjer. Her er mening og formål med os alle – vi er værdifulde ressourcer, som hver dag udklækker nye muligheder for en stærkere verden. Vi vender tilbage naturens rytmer, vi danser med månestråler og hyler med ulve. Vi hvisker sælsomme fortryllelser til elver-folket og bader med nymferne i skovsøer. Vi leger med livet igen.

Dette er året hvor planeten får nyt liv. Vi fejrer livet og lyset gennem vores eget væsen, gennem vores tanker, følelser, handlinger.
Vi er rene. Vi er nyfødte. Vi er børn af det guddommelige.

Vi svæver midt i myriader af mirakler nu – Gudinden er tilbage. Det guddommelige feminine har atter rejst sig op i fuld kraft og der strømmer en ny puls gennem din krop, hvis du hører hendes kald.