Alting er lige her.
Jeg giver dig alt og intet
og elsker dig helt og fuldstændigt uden behovet for at kende dig.
Jeg har ikke brug for, at du fylder mig op.
Jeg har ingen smerter, du skal lindre.
Jeg hviler i min kærlighed til friheden.
Jeg hviler i verdens vildskab. Jeg er verdens vildskab.
Fra mit væsen flyder altid dyb accept,
så meget at jeg ikke behøver forklare eller forsvare mig eller dig.
Jeg flygter ikke, jeg angriber ikke. Jeg svæver her.
Der strømmer ingen splintrede spejle fra mine øjne,
Der er ingen grund til at du forsøger overbevise mig.
Jeg er ikke trængende, jeg har ikke behov for at du beviser dit værd, din intelligens eller din status overfor mig.
Min skov er allerede frodig, fuld af eventyr og smukke skabninger.
Tyste, blide og tavse, såvel som blodtørstige og vilde.
Alting bor i min skov. Alting hører hjemme her.
Jeg sidder midt i alting. Der er ingen mure omkring mig.
Alle kan komme her. Alle kan forsvinde herfra.
Men min kærlighed er urokkelig.
Den forsvinder aldrig. Selvom du ikke forstår den.
Selvom du gerne vil definere den som anderledes, forkert, umulig, hård eller blød eller hvad ved jeg.
Mine øjne vil altid tiltrække skønhed, frihed og evighed.
Min kærlighed er alt for stærk, alt for solid, alt for tung og alt for fnug-let i det samme sekund, som jeg hvisker dit navn – og glemmer det igen.
Jeg er her. Det har altid været mere end nok.
Jeg er fyldt op af kærlighed. Skovens ånder forstår hver vibration, der strømmer mellem vores sjæle … uden ord, uden rammer, uden mure – vi elsker at flette os sammen i vildnissets dybe guddommelige renhed. Alting er råt, smukt, sønderrivende vildt og mit hjerte flyder over … jeg er fyldt op.
Der er intet, du behøver gøre for mig.