Dagens Tarotkort – Vågn op, min elskede.

Vågn op,
min elskede.
Vågn op igen.

Du kan ikke være borte.
Jeg krydser Dødens porte for at hente dig tilbage.

Jeg flækker tidens tænder i et knusende hug,
og drejer solen tilbage i sin bane,
splitter mørkets indtog i din krop og tvinger min varme ind i dit legeme.
Døden er blot en illusion for mig.

Jeg har magi.
Den hedder evig kærlighed.
Den transcenderer dimensionernes slørede grænser.
Jeg bryder dem alle ned.

Mine vinger vokser ud for at nå himlens magt,
flakser sommerfuglestøv ind i dit åndedræt,
sig mit navn en sidste gang og lad mig springe liv deraf.

Vores søn.
Lad ham storme ind mellem liv og død,
her i din sarkofags trange rum og din kolde krop,
lad mig få den sidste del af dig med.

Jeg kommer tilbage.
Du har mit ord. Jeg kommer tilbage efter dig.
Jeg spinder magi mellem lys og mørke,
jeg reciterer ældgamle fortryllelser på repeat for at vække dine organer, jeg hvisker, skriger, forbander og lovsynger kærlighedens kraftfulde væsen.

Jeg kommanderer liv tilbage.
Din søn er ankommet og med sig har han et frø af dig, som han sår i dit hjerte, det spirer, det spirer, se – det vokser stille op af dit stivnede blod.

Kærligheden tvinger sig ind.
Dit ansigt lyser. Jeg kan se dig.
Jeg henter dig tilbage.
Altid. Hvor end du er og i hvor mange stykker.
Jeg samler dig, sacred soulmate.

Du samler mig.
Vores magi er mægtig.
Intet kan standse vores kys.
Årtusinders illusioner ophæves i et kys.

Jeg er Dronning Isis.
Du er min konge. Nu.
Og Altid. Vi er liv og magi.

Britta Baumann